Fremtidsvisioner

Lørdag aften sidste uge havde jeg vagt på lægebil og kom til at være sammen med paramediciner på falkstationen. Fjernsyn var tændt og selvfølgelig lørdag aften: et fodboldspil! Jeg kiggede ind og rigtig München mod Dortmund. 

Det kender jeg fra mit barndom og jeg tænkte bar -oh! Ok - ingen hyggesnak i dag, jeg kan arbejde lidt. 

Indtil jeg opdagede at spillet var virtual world! Figurener dvs ansigter, navner, bevægelser var virkelig realistisk. 

....og så kørt tankerne løbsk: hvad for en uddannelsespotential! Hvad for nogen muligheder hvis man kunne tilbyder realistisk simulatortræning på den måde! Det må være  innovation i Darsøs forstand (Darsø, Innovationspædagogik, 2012, s. 13)

Jeg begyndte at undersøge lidt nærmer hvad findes der allerede på nettet og fandt så også på Youtube nogen projekter, hvor man kan se potentiale. Her er et eksempel: 

På Stanford University er man i gang med udvikler simulatorteamtraining online i virtual world med success (William LeRoy Heinrichs et al., Simulation for Team Training and Assessment: Case Studies of Online Training with Virtual Worlds, World J Surg 03/2008; 32(2): 161 - 70)

Simulatortræning er ligsom i pilotuddannelse et meget vigtig delelement i mit speciale for at lære effektiv behandling af kritisk syge patienter. Det forgå tit i teams og er dermed dyr og kræver planlægning for at alle er sammen sted på sammen tidspunkt. Derfor gennemføres træningen mindre hyppigt end man kunne ønske.

Kan blogs bruges i den anæstesiologiske hverdag?

Nu gjorde jeg det igen: Jeg lurkede eller mere positiv sagt, jeg blev inspireret af jeres blogs og fandt et emne til min næste indlæg.

Tak skal I have!

Efter de sidste to mere humoristiske indlæg, vil jeg nu gerne kom tilbage til alvoren. Og det sker ikke sjældent!

"Part of the allure of blogs is the easy way they move between the personal and the profound" som B.A. Nardi et al. skriver i artiklen: "Why we blog?" (Communication of the ACM, december 2004/Vol.47, No. 12  p.44)

N.B.Dohn & L.Johnsen konstaterer i bogen E-læring på web 2.0 (2009): "De fleste blogs på nettet i dag fastholder dog en personlig kommunikationsstil, uanset om det er gruppebaserede blogs eller ej. Det vil derfor være en del af "indgangsforventningen" hos de fleste lærende,..., at de skal bruges med en personlig forankring eller relatering" og "... at blogs i udgangspunktet er mere velegnet til diskussion, erfaringsudveksling og personlig stillingtagen end f.eks. til informations- og videndeling og fælles vidensopbygning."

Udefra den betragtning er blogs i min verden som læringsredskab mest eget for vejledning og audits (tværfaglig diskussion om patientforløb som ikke var helt optimalt).

Vejledning forgår i dag hovedsagelig som supervision med patientenkontakt, tre F2F-samtaler i løbet af et uddannelseselement og løbende e-mail-korrespondance. Fordelen af bloggen kunne være en mere kontinuerlig kontakt med andre læger fra afdeling. Det har især i startfasen betydning. Her bliver man oplært af anæstesisygeplejersker og nogen føler sig lidt alene som ung læge. Tæt kontakt med overlægerne giver mulighed for at facilitere og opnå de specifikke færdigheder og kompetencer. Mens kontakt med andre yngre læger hjælper at komme af med frustrationer.

Audits er utrolig lærerigt, men desværre er der kun tradition for lokal begrænset audits mellem de ansvarshavende af to specialer på mit sygehus. Fordelagtig vil være hvis alle kunne deltage.

Fælles tværfaglig undervisning uden relation til patientforløb og udelukkende for yngre læger er nedlagt på grunden af manglende deltager - fordi det forgik uden for arbejdstid og var på frivillig basis.

I øjeblikket bruger vi blog på mit sygehus kun som et forum for overlæger og det fordi man har nedlagt overlægeråd for nogen år tilbage. Der drøftes især emner om arbejdsmiljø og overenskomst. Bloggen giver os mulighed for at møde - alle kan læse og være orienteret uden man tvinges til at tage stilling. Det er især vigtig, når det drejer sig om mere prekær og vanskelig emner: ledelse har mulighed for at læse med.

Kaosteori - en ny fortolkning

Anæstesilæger plejer at have ryg for at være ”kaosmanager” eller  den person som bevar overblik også i tilspidsede situationer.

Men lige nu følger jeg mig presset, fordi der er så mange og meget forskellige indlæg som jeg gerne vil følge og måske sågar kommenter på. Så være gang jeg har læst de bidrag, har jeg glemt hvad jeg endelig selv vil skrive om …og vores tid er begrænset til på mandag!

Jeg er en visuelt præget menneske og tror på det følgende billede beskriver perfekt mine følelse:

Historisk overblik: IKT og læring - klassisk

Ny teknologisk udfordring 

Genkender I situationen?

Hvem er jeg?

Kernemodul 1 i MIL studiet har tre tyngdepunkter: 1) læringsteori, 2) online dialog som metode i samarbejde og læring og 3) refleksion til egen arbejdspraksis.

I opgaven 1.2. skal bruges bloggen som selvrefleksionsværktøj i egen praksis.....hmmm?!?

Hvor skal jeg begynde?

....maske som mange andre med en lille præsentation og hvorfor begynder en læge lige netop på MIL studiet? Det vil forhåbentlig give en solid baggrund for samarbejde og indsigt i min arbejdspraksis.

Jeg er lægeuddannet fra medicinsk universitet Heidelberg i Tyskland. Under min uddannelse til speciallæge i anæstesi rejst jeg verden rundt (Mexico, Tyskland og Storbritannien). Jeg har dermed oplevet forskellige uddannelsessystemer, men alle var præget af tankpasser-pædagogik og mesterlære.

I dag er jeg selv uddannelsesansvarlig overlæge med den "lille" udfordring at jeg arbejder på tværs af to matrikler. Det er en funktion, jeg fik tildelt på gangen mellem to narkoser. Baggrunden var at min kollega som tidligere varetog opgaven var rejst fra en dag til den anden og det rygtes i afdelingen at jeg er "god til at oplære" de yngre. Jeg følte altid at jeg mangler lidt pædagogisk baggrundsviden, selvom jeg arbejdede hård for at få det med hjælp af vejlederkurser, projekter omkring læringsstil, medlemskab i DSMU med deltagelse på deres arrangementer osv.

...Og selvfølgelig reflektere man i den funktion hvordan var det dengang, da jeg var ny i faget. Hvad fik mig til at lære og læse mest? 

1. mesterlære
2. quizzer eller når det var på anden måde sjov
3. simulatortræning


ad 1) især i introduktionsperioden bruges meget vejleder som er som regel erfaren anæstesilæger og -sygeplejersker til oplæring af de "unge"

ad 2) Mit speciale er kendetegnet, at vi er formidler mellem "hjernen (intern medicin) og hænder (kirurgi)". Vores viden skal derfor være bredt, tværfagligt og up-to-date. PowerPoints er fint nok, men...  

ad 3) Mit speciale er kendetegnet af 95 % rutine og 5 % nødstilfælde. I disse situationer skal bar ageres og her har man god erfaringer med simulatortræning.

Derfor begyndte jeg allerede for en del år tilbage at tænke over hvordan kan vi gøre det bedre og måske  også mere effektive og billigere mha web 2.0, fordi lige netop mesterlære og simulatortræning er dyre løsninger!

Hvordan og dermed hvad jeg kunne tænke mig at lære i MIL studiet, kommer så i det næste indlæg!

1. indlæg

Jeg har en skriveblokade og 
kæmper med teknologien!

..., men jeg kommer helt sikkert tilbage!

Er jeg også med?